Onsdag den 21. januar
Explaineren
Kan ICE sammenlignes med Gestapo, eller skal vi lægge bekymringerne på is?
Kære læser
Trumps gudekompleks må have det strålende. Det har måske taget ham lidt mere end syv dage, men han har formået at skabe en ny verden. En verden uden regler og ret, som vi andre nu skal leve i. Denne uge har de fleste privatfly haft kurs mod den schweiziske alpeby Davos, hvor verdensledere, milliardærer og […]
Det bedste vi har set
I går kunne vi “fejre” præsident Donald J. Trump første årsdag i sin anden præsidentperiode. Det markerede de bl.a. inde ved The New York Times’ podcast The Daily ved at lave en særudgave om præsidenten. I et måske lidt overdrevet tilfælde er de tre journalister, der gæster programmet, alle i færd med at skrive hver deres bog om den amerikanske præsident, så et eller andet ved de i hvert fald. Du kan læse og lytte til det lige her.
Og mens vi venter på, at tiden går, kan man så undre sig: Er den egentlig lineær eller cyklisk? Og leves livet forfra og forstås baglæns? Vores forståelse af tid – og historie – har ændret sig igennem, ja, tiden, og ovre hos Aeon har de skrevet historisk, filosofisk og omfattende om, hvordan tiden har ændret sig.
+ Læs eller genlæs David Dragsted og Astrid Plums sommerskole om tid og tabet af den.
Hvis der er én ting, som virksomheder bare skal bede om, så er det altså storrumskontorer. Kan du mærke kapitalismens summen i den konstante støj fra dine kollegers smasken og slubren, samtalerne over skrivebordene, dine øjne, der ude af kontrol flakker hver gang din kollega rejser sig for at gå ud for at tisse, mens din høresans langsomt korrumperes af dine noice cancelling høretelefoner, som du har været nødsaget til at tage på? Ej, måske ikke. Uanset har Djøfbladet undersøgt storrumskontoret, og hvad djøfferne synes om det. Ikke så overraskende er stemningen rimelig negativ.
Spisesedlen
Tusindvis af amerikanere gik tirsdag på gaden for at protestere mod Trump-administrationen og immigrationspolitiet ICE.
32 fossile selskaber er ansvarlige for halvdelen af verdens CO2-udledning, viser nyt studie.
Den Europæiske Politienhed anholder 85 personer og beslaglægger 1.000 ton kemikalier i en omfattende aktion mod narkokriminalitet.
Antallet af lønmodtagere i Danmark er steget for 23. måned i træk.
Roskilde Universitet vælger Rasmus Antoft som ny rektor.
Verdens største atomkraftværk, japanske Kashiwazaki-Kariwa, genåbner for første gang siden Fukushima-ulykken i 2011.
Digteren Caspar Eric modtager Weekendavisens litteraturpris.
Nærsynet
Mens Sydkoreas præsident slår med trommestikkerne, gør domstolene det samme med hammeren. Landet er ved at gøre regnskabet op efter den skæbnesvangre nat i december 2024, hvor den daværende præsident Yoon Suk Yeol erklærede militær undtagelsestilstand. I hvad der er bredt anerkendt som et antidemokratisk kup suspenderede præsidenten politiske aktiviteter i hele landet med henvisning […]
Et sidste ord
“Axolotler er de nye lamaer. Som selvfølgelig var de nye enhjørninger.” Vi – og verden – elsker søde dyr.
Ses i morgen!





