Føljetoner

Det yderste højre elsker en god kulturkrig; at få internettroldene op at køre og få sendt forargede folk til stemmeurnerne. Hvilket højreradikalisterne for alvor lærte gennem en internetskandale kendt som GamerGate.

I kølvandet på GamerGate steg internettrolden Milo Yiannopoulos til tops som højrefløjens nye mediedarling. I rollen som politisk kommentator blev Yiannopoulos inviteret ind hos de etablerede medier, mens højreradikale meninger blev normaliseret på tv-skærmene.

Under Trumps første periode som præsident flyttede GamerGate-kulturkrigen ind i Det Hvide Hus. Memes, misinformation og misogyni havde fyldt den online valgkamp og blev flittigt spredt af brugerne af forummet 4chan, alt imens Trumps kampagnechef Steve Bannon lod sig inspirere af internettroldenes had til wokeisme og identitetspolitik.

Skal man tro de sociale medier, lever vi i en tid med uhørt mange store mennesker. Ja, faktisk de største nogensinde, hvis vi fx taler fodbold eller cykling. Måske er det dog også udtryk for historisk snæversyn.

På banen er Lionel Messi et platonisk ideal – og uden for banen er han et sokratisk bevis på, at visdom også er at kende sine begrænsninger. Men hvor stor er den lille argentiner?

Elon Musk er verdens med afstand rigeste mand. Men betyder det også, at han er den største – og at han i øvrigt har gjort sig fortjent til sin formue?

Storhed opstår ikke ud af ingenting. Hvis man spørger Friedrich Nietzsche, er det dog særligt livets små glæder, vi må fokusere på.

Flere og flere søger autentiske rejseoplevelser. Men flugten fra hverdagens fremmedgørelse peger mod eksistentielle blindgyder.

Backpackere hylder homestays i det nordvestlige Vietnam som et unikt indblik i den lokale kultur. Selv fandt jeg en indøvet koreografi, skabt til at slukke turistens tørst efter ægthed.

Røgede sild er bærende i fortællingen om det særligt bornholmske. Men fiskeriet i Østersøen er nedlagt, og sildene hives i dag op af Atlanterhavet. Så hvor bornholmske er de egentlig?

I ø-kommunerne forvandler flere og flere turister sig til deltidsbeboere. Føljeton har talt med en ekspert, der advarer om, at tendensen risikerer at undergrave de små samfunds sammenhængskraft.

Danmarks statsminister Mette Frederiksen er blevet den italienske premierminister Giorgia Melonis nye normalisator – til stor frustration for den europæiske socialdemokratiske familie.

Med deres pragmatiske venskab har Mette Frederiksen og Giorgia Meloni også skabt rammerne for et politisk værksted, de begge kan arbejde i – trods vidt forskellige udgangspunkter.

Da Donald Trump truede med at erobre Grønland, blev Giorgia Meloni tvunget til at tage stilling: Skulle hun støtte sin amerikanske eller sin danske ven?

Selvom Mette Frederiksen og Giorgia Meloni begge har flyttet sig i deres venskab, er det ikke lige langt – snarere har Danmarks statsminister taget et markant ryk til højre.

Over det seneste år har Føljeton fulgt kunstskolen på udrejsecentrene Sjælsmark og Avnstrup. Kunstskolen skal give beboerne et afbræk fra en hverdag, der ifølge regeringen helst skal være så grå og meningsløs som muligt.

Medarbejderne fra Danmarks Fængsler skal bruge meget tid på at forklare, at de danske udrejsecentre ikke er fængsler. Selv oplever beboerne hverdagen som klaustrofobisk.

Mistrivslen er udbredt på de danske udrejsecentre. Halvdelen af børnene er i høj risiko for psykiatriske lidelser, der risikerer at forfølge dem hele livet, mens medicinerede voksne går hvileløst frem og tilbage på græsset til lyden af skud fra Høvelte Kaserne.

I kunstskolen på udrejsecentrene i Sjælsmark og Avnstrup har det at lave noget med hænderne åbnet for samtaler, som kunstnere og beboere ellers ikke ville have haft. “Vi kommer ind bag mennesker på en helt anderledes måde. Nogle gange har man bare lyst til at sidde ved siden af nogen og mærke.” Det sidste år har de arbejdet på keramikken til et fælles langbord.

Medierne udbreder islamofobisk tankegods, når de ukritisk stiller mikrofoner og spalteplads til rådighed for dubiøse debattører. Nogle gange bevidst, andre gange ubevidst. Det er ikke til at sige, hvad der er værst. Introspektion efterlyses.

Portræt af en dansker, der er vandret fra Smørum til København.

Når sproget gentages nok gange, begynder det at føles som sandhed, som sund fornuft, siger kunstneren Lina Hashim om den tiltagende hårde tone, som medierne ukritisk viderebringer. Det er Overton-vinduet, der er på spil.

Engang fandtes der trolde og andet troldtøj i Danmark. Rundt omkring i de danske bakker og dale boede alskens mystiske væsener, der var nisser i husene og ellefolk på markerne. Og ude på heden gik der spøgelser. Det var dengang, hvor der lurede meget ondere ting ude i mørket end ulve. Men de forsvandt med tiden, og det samme gjorde alle de steder, de boede.

Det vilde landskab blev opdyrket og oplyst. Der var ikke længere plads til vætter og lygtemænd. Det er nu så længe siden, de forsvandt, at vi knap kan huske, at de var her.

Alligevel er den danske samtidslitteratur nu blevet befolket af mystiske væsener som trolde og åmænd og havfruer. Pludselig er eventyrene begyndt at pible frem.

I denne uge skal det handle om dansk folklore og folkesagn, hvor de blev af, og hvorfor de er kommet tilbage.

I slutningen af det 19. århundrede er folketroen allerede ved at forsvinde ud af de danske lokalsamfund.

Den almindelige dansker, almuen, bliver mere oplyst; landboreformerne, der bliver indført mellem 1750-1814, ophæver stavnsbåndet, og flere bønder begynder små småt at kunne eje sine egne gårde. Imens bliver skolelovene indført i 1814, og alle børn kan nu få lov til at gå i skole. Folk bliver klogere, de ved mere og bedre. De bliver mere “folkelige”, men folkesagnene forsvinder.

Den danske folkelighed kommer på tapetet, og langsomt, i løbet ét århundrede, forsvinder de fortællinger, som den danske almue har fortalt hinanden gennem tiden. Men hvor blev de af? Og hvad kom i deres sted?

I dag ser vi nærmere på, hvordan “historien” om Danmark blev til, og hvordan folkloren er politisk.

Det sker så sjældent, at det næsten kan tage pusten fra én, når man pludselig hopper op på cyklen en morgen og intet kan se frem for sig. Når hele byen indhylles i nebuløs grå, og alting pludselig er ude af syne.

Som byboer er tågen noget af det eneste mystiske natur, der kan sive ind i den ellers enormt affortryllede by. Og i et land, der er sparsom på vild natur, er det én af de få hændelser, der stadig kan få verden til at synes fortryllet for en stund. Pludselig befinder man sig uden for tid og sted, landskabet bliver tidløst, og man kunne befinde sig århundreder tilbage i tiden. Det hele føles både gammelt og fremmed, uanset hvor velbevandret man er, der hvor man befinder sig.

Maleren Claude Monet (1840-1926), der malede næsten 100 malerier af forskelligartet tåge i London, har engang sagt, at “uden sin tåge ville [byen] ikke være smuk”. Men tågen forsvinder, både herhjemme og på verdensplan. Og med den forsvinder en af de fineste og mest mystiske naturfænomener, vi har.

I dag skal det handle om tåge, mystisk natur og tabet af den.

For 150 år siden kom en A.E. Jakobsen fra Nordfyn med en forudsigelse, som folkemindesamleren Evald Tang Kristensen skrev ned:

“Nisser, trolde, bjærgmænd, ellefolk, underjordiske, havfruer, havmænd, åmænd o. fl. ligger i dvale, men vil vågne året 1900 og gjøre et farligt spektakel og ståhej i landet. De vil lave storm af ‘ingen ting’ og uvejr af endnu mindre.”

Af hvad vi ved af, var der dog intet troldtøj, som vågnede i år 1900 og skabte spektakel. Til gengæld var de i stedet ved at uddø og forsvinde i oplysningstidens “informationstsunami”. Og dog. Nu – et helt århundrede efter Jakobsens spådom – gør de mystiske væsener væsen af sig i den danske samtidslitteratur.

I dette sidste afsnit af sommerskolen om folklore og sagnomspundne tider skal det handle om at genfortrylle verden.

Massekulturen har alle dage stået for skud. Men alligevel føles i dag som alt er gået fra ondt til værre. Sociale medier er fuld af brain rot og KI-slop, og alle film ligner hinanden, og det, de ligner, er lort. Er det nu virkelig kulturens gang?

Internettet er blevet et dårligt sted at være. Vi bombarderes af reklamer og indhold, vi ikke har bedt om. Men internettet var godt engang, og det kan det blive igen, mener internetaktivist og forfatter Cory Doctorow. Vi skal bare ud af lortet.

Alt, hvad vi ser på internettet, er styret af algoritmer. Men hvad sker med vores egne præferencer, når vi ikke selv dikterer dem? I dag tager vi hul på spørgsmålet om kulturens angivelige død i det 21. århundrede – og taler med techjournalisten Kyle Chayka om tabet af personlig smag og livet i en filtreret verden.

Den er bare i dvale. I dag taler vi med den amerikanske kulturjournalist W. David Marx, hvis bog Blank Space er blevet diskuteret livligt i den sidste måned hos bl.a. Weekendavisen og i DR-podcasten Parnasset. Men kritikken er misforstået. I hvert fald hvis man taler med Marx.

Endnu et valg, endnu en tvivlsom debat om indvandring. I dag punkterer vi myten om, at Danmark og Europa står over for en invasion af ikke-vestlige indvandrere.

Øget grænsekontrol fører ikke – nødvendigvis – til færre udlændinge.

Valgkampen har portrætteret kriminelle udlændinge som et kritisk samfundsproblem. Debatten maler et misvisende billede af, at kriminalitet og indvandring er uløseligt forbundet.

Det er ikke første gang, at politikerne taler om at omfortolke eller forkaste konventionerne. Men er rammerne for at udvise “kriminelle udlændinge” virkelig så snævre, som flere partier får det til at lyde som om?

Techmilliardæren Peter Thiel sætter dybe spor i verden gennem virksomheden Palantir og hans forbindelser til Trump-administrationen. Vi er dykket ned i hans mest læste bog for at forstå, hvad han egentlig vil.

Techmilliardæren Peter Thiel ønsker et opgør med den liberale verdensorden og uhæmmet magt til techgiganterne. Meget tyder på, at Trump-administrationen ikke bare lytter, men følger drømmen til dørs.

Palantirs topchef Alex Karp ønsker sig et mere patriotisk og militariseret Silicon Valley. Resultatet bliver (måske) en verden, hvor algoritmer og oligarker træffer beslutningerne på fællesskabets vegne.

Palantir er ved at overtage det digitale verdensherredømme. I Danmark bruger politiet også software fra den Trump-venlige techgigant. Hvor bekymrede skal vi være?

Hvordan designer man en god algoritme? Og hvad gør en algoritme “god”? Lad os lære det fra den nederlandske matematiker og datalog Edsger W. Dijkstra, der lavede en algoritme i en 20 minutters kaffepause, som vi stadig bruger i dag.

Kunstig intelligens blev grundlagt som et forskningsfelt på Dartmouth-konferencen i 1956. Ifølge filosoffen Hubert Dreyfus var disciplinens stiftere fanget i en filosofisk blindgyde, der er lige så dyb og lang som den vestlige tænknings historie.

I midten af 1900-tallet kulminerede algoritmernes historie med en fast definition af algoritmer, computere og kunstig intelligens, som stadig er gældende i dag. Vi har spurgt forfatter og kunstner James Bridle, hvad algoritmer, computere og kunstig intelligens ellers kunne være.

1990’ernes cypherpunkbevægelse frygtede det nye internet og den overvågning, der fulgte med. I stedet eksperimenterede de med alternativer, der lagde fundamentet for det, vi i dag kender som blockchain og kryptovaluta.

Algoritmen PageRank var med til at få orden på rodet, som var World Wide Web. Nu er virksomheden bag PageRank i gang med at smadre WWW.

Med begrebet overvågningskapitalisme løftede Shoshana Zuboff sløret for den digitale verdens forretningsmodel. Med udbredelsen af kunstig intelligens har vi ifølge en række danske forskere et behov for et nyt begreb: intimitetskapitalisme.

Chip-producenten Nvidia er blevet en af verdens mest værdifulde virksomheder. Det markerer et vendepunkt, hvor ordet ‘compute’ ikke længere betegner beregning, men regnekraft.

Er højresvinget rationelt eller ideologisk? En Holocaust-historiker har undersøgt forholdet mellem nazitidens regime og erhvervsliv – og drager paralleller til nutidens USA.

Med kunstig intelligens kan vi leve videre digitalt. Teknologiens skabere i Silicon Valley vil leve rigtigt, for evigt.

I arkiver opbevares papirer, bits og bytes omhyggeligt (og forhåbentligt for evigt), mens data, algoritmer og modeller roder rundt i KI’s sorte boks. Vi spørger en teknologifilosof, om det også er muligt at få orden på disse systemer.