Føljetoner

Engang fandtes der trolde og andet troldtøj i Danmark. Rundt omkring i de danske bakker og dale boede alskens mystiske væsener, der var nisser i husene og ellefolk på markerne. Og ude på heden gik der spøgelser. Det var dengang, hvor der lurede meget ondere ting ude i mørket end ulve. Men de forsvandt med tiden, og det samme gjorde alle de steder, de boede.

Det vilde landskab blev opdyrket og oplyst. Der var ikke længere plads til vætter og lygtemænd. Det er nu så længe siden, de forsvandt, at vi knap kan huske, at de var her.

Alligevel er den danske samtidslitteratur nu blevet befolket af mystiske væsener som trolde og åmænd og havfruer. Pludselig er eventyrene begyndt at pible frem.

I denne uge skal det handle om dansk folklore og folkesagn, hvor de blev af, og hvorfor de er kommet tilbage.

I slutningen af det 19. århundrede er folketroen allerede ved at forsvinde ud af de danske lokalsamfund.

Den almindelige dansker, almuen, bliver mere oplyst; landboreformerne, der bliver indført mellem 1750-1814, ophæver stavnsbåndet, og flere bønder begynder små småt at kunne eje sine egne gårde. Imens bliver skolelovene indført i 1814, og alle børn kan nu få lov til at gå i skole. Folk bliver klogere, de ved mere og bedre. De bliver mere “folkelige”, men folkesagnene forsvinder.

Den danske folkelighed kommer på tapetet, og langsomt, i løbet ét århundrede, forsvinder de fortællinger, som den danske almue har fortalt hinanden gennem tiden. Men hvor blev de af? Og hvad kom i deres sted?

I dag ser vi nærmere på, hvordan “historien” om Danmark blev til, og hvordan folkloren er politisk.

Det sker så sjældent, at det næsten kan tage pusten fra én, når man pludselig hopper op på cyklen en morgen og intet kan se frem for sig. Når hele byen indhylles i nebuløs grå, og alting pludselig er ude af syne.

Som byboer er tågen noget af det eneste mystiske natur, der kan sive ind i den ellers enormt affortryllede by. Og i et land, der er sparsom på vild natur, er det én af de få hændelser, der stadig kan få verden til at synes fortryllet for en stund. Pludselig befinder man sig uden for tid og sted, landskabet bliver tidløst, og man kunne befinde sig århundreder tilbage i tiden. Det hele føles både gammelt og fremmed, uanset hvor velbevandret man er, der hvor man befinder sig.

Maleren Claude Monet (1840-1926), der malede næsten 100 malerier af forskelligartet tåge i London, har engang sagt, at “uden sin tåge ville [byen] ikke være smuk”. Men tågen forsvinder, både herhjemme og på verdensplan. Og med den forsvinder en af de fineste og mest mystiske naturfænomener, vi har.

I dag skal det handle om tåge, mystisk natur og tabet af den.

For 150 år siden kom en A.E. Jakobsen fra Nordfyn med en forudsigelse, som folkemindesamleren Evald Tang Kristensen skrev ned:

“Nisser, trolde, bjærgmænd, ellefolk, underjordiske, havfruer, havmænd, åmænd o. fl. ligger i dvale, men vil vågne året 1900 og gjøre et farligt spektakel og ståhej i landet. De vil lave storm af ‘ingen ting’ og uvejr af endnu mindre.”

Af hvad vi ved af, var der dog intet troldtøj, som vågnede i år 1900 og skabte spektakel. Til gengæld var de i stedet ved at uddø og forsvinde i oplysningstidens “informationstsunami”. Og dog. Nu – et helt århundrede efter Jakobsens spådom – gør de mystiske væsener væsen af sig i den danske samtidslitteratur.

I dette sidste afsnit af sommerskolen om folklore og sagnomspundne tider skal det handle om at genfortrylle verden.

 “En civilisation, der bruger sine egne principper til snyd og bedrag, er en døende civilisation,” skrev den fransk-martinikanske digter Aimé Césaire i sit poetiske kampskrift mod Europa Diskurs om kolonialismen (1950) Essayet, der sidenhen blev en grundsten i antikolonial litteratur og filosofi, kom til verden, mens de europæiske kolonier formelt kollapsede. Presset fra Anden […]

Kolonitiden er ikke forbi — eller formelt er den. De fleste europæiske kolonier blev selvstændige i midten af det 20. århundrede, og da Sydafrikas apartheidregime officielt blev afskaffet i 1994, sagde landets præsident Nelson Mandela, at “den totale frigørelse af Afrika fra fremmed og hvidt minoritetsstyre er blevet opnået”. Ikke desto mindre har de kolonialistiske strukturer overlevet. Ikke kun i den globale økonomiske ulighed mellem lande i Det Globale Nord og Det Globale Syd, men også i psyken hos de mennesker, hvis forfædre blev koloniseret.

I dagens lektion besøger vi den fransk-martinikanske filosof og psykiater Frantz Fanon, som i værket Sort Hud, Hvide Masker (1952) beskrev koloniseringens eksistentielle konsekvenser.

Hvis du har læst de tidligere afsnit i denne sommerskole om afkoloniseringens filosoffer, så ved du allerede lidt om den martinikanske forfatter Aimé Césaire (1913-2008) og hans elev, psykiateren, filosoffen og frihedskæmperen Frantz Fanon (1925-1961). I dag dykker vi ned i en anden væsentlig tænker, som endnu tidligere gik ad dekoloniale tankespor, den amerikanske sociolog og forfatter W.E.B. Du Bois (1868-1963), som i øvrigt var den første sorte person til at få en ph.d. fra Harvard University i 1895.

Feministiske bevægelser har ændret sig en hel del fra 1900-tallet, hvor suffragetterne i England kæmpede for kvinders stemmeret, til girl boss-feministernes kamp for at få flere kvindelige topchefer 2010’erne. Ifølge den jamaicanske dekoloniale filosof og forfatter Sylvia Wynter (f. 1928 og i dag 98 år gammel) lider alle feminismerne dog under det samme problem: De hviler på en for snæver – og mandet – definition af, hvad det vil sige at være menneske.

Over det seneste år har Føljeton fulgt kunstskolen på udrejsecentrene Sjælsmark og Avnstrup. Kunstskolen skal give beboerne et afbræk fra en hverdag, der ifølge regeringen helst skal være så grå og meningsløs som muligt.

Medarbejderne fra Danmarks Fængsler skal bruge meget tid på at forklare, at de danske udrejsecentre ikke er fængsler. Selv oplever beboerne hverdagen som klaustrofobisk.

Mistrivslen er udbredt på de danske udrejsecentre. Halvdelen af børnene er i høj risiko for psykiatriske lidelser, der risikerer at forfølge dem hele livet, mens medicinerede voksne går hvileløst frem og tilbage på græsset til lyden af skud fra Høvelte Kaserne.

I kunstskolen på udrejsecentrene i Sjælsmark og Avnstrup har det at lave noget med hænderne åbnet for samtaler, som kunstnere og beboere ellers ikke ville have haft. “Vi kommer ind bag mennesker på en helt anderledes måde. Nogle gange har man bare lyst til at sidde ved siden af nogen og mærke.” Det sidste år har de arbejdet på keramikken til et fælles langbord.

Mens faderkomplekser spiller en lang og vigtig rolle i litteraturhistorien, har selve erfaringen af at være far indtil for nylig været et anderledes ubeskrevet blad – ligesom forholdet mellem maskulinitet og omsorgsarbejde er blevet påfaldende stedmoderligt behandlet.

“Der er noget i det at blive far, som rækker videre til spørgsmålet om mænds forhold til sig selv”, siger Daniel Dalgaard – far til to og forfatter til romanen Vulkanø. 

“Der opstod et pludseligt behov i mig for at lære at give omsorg. Det var på den ene side meget voldsomt, men det var også lidt som en åbenbaring.“ Duncan Wiese, forfatter til Kirsebærplukkerne, fortæller om at være far.

“Det, man jo i virkeligheden gør, er at åbne døren for, at en helt ny kraft kommer ind i verden”, siger digter Rasmus Nikolajsen om at blive far.

Massekulturen har alle dage stået for skud. Men alligevel føles i dag som alt er gået fra ondt til værre. Sociale medier er fuld af brain rot og KI-slop, og alle film ligner hinanden, og det, de ligner, er lort. Er det nu virkelig kulturens gang?

Internettet er blevet et dårligt sted at være. Vi bombarderes af reklamer og indhold, vi ikke har bedt om. Men internettet var godt engang, og det kan det blive igen, mener internetaktivist og forfatter Cory Doctorow. Vi skal bare ud af lortet.

Alt, hvad vi ser på internettet, er styret af algoritmer. Men hvad sker med vores egne præferencer, når vi ikke selv dikterer dem? I dag tager vi hul på spørgsmålet om kulturens angivelige død i det 21. århundrede – og taler med techjournalisten Kyle Chayka om tabet af personlig smag og livet i en filtreret verden.

Den er bare i dvale. I dag taler vi med den amerikanske kulturjournalist W. David Marx, hvis bog Blank Space er blevet diskuteret livligt i den sidste måned hos bl.a. Weekendavisen og i DR-podcasten Parnasset. Men kritikken er misforstået. I hvert fald hvis man taler med Marx.

Føljetons slumrende kunstnyhedsbrev Et Hul i Markedet skal løbes i gang igen i det nye år. Hvorfor? Fordi det handler om kunst og er en nødvendig udgivelse. I denne uges føljeton vil Et Hul i Markedets redaktør Oliver Stilling tænke højt: Hvad er en bæredygtig forretningsmodel for et moderne kunstmedie? Og hvad er det for en medievirkelighed, Et Hul i Markedet vågner op til? Vi kender Et Hul i Markedets ‘What’, men vi mangler at få dets ‘How’ og ‘Why’ på plads. Følg med på denne plads de næste dage.

Føljetons kunstnyhedsbrev har ligget i dvale i halvandet år. Det er der mange medier, som ikke ville overleve. Berlingske eller Jyllands-Posten for eksempel. Vi er nået til anden del af Oliver Stillings føljeton om Et Hul i Markedets genkomst.

Efter en periode i dvaletilstand skal Føljetons kunstnyhedsbrev Et Hul i Markedet i sving igen. Men på hvilke præmisser? Og hvordan kan man få økonomi i et kunstmedie til at hænge sammen uden at sælge ud? Nyhedsbrevets redaktør Oliver Stilling forsøger i denne uges føljeton at indkredse nogle svar på disse spørgsmål.

Oliver Stilling er nået til sidste afsnit i denne uges føljeton om retableringen af Føljetons vigtige og toneangivende kunstmedie Et Hul i Markedet. I dag handler det om penge. Hvor skal de komme fra?

Hvorfor er en af verdens mest magtfulde techmilliardærer så besat af Antikrist?

Peter Thiel er langt fra den eneste markante højrestemme, som frygter dommedag – og samtidig bruger apokalypsen taktisk.

Hvem vil blive efterladt, når Jesus vender tilbage?

Den kristen-fundamentalistiske apokalypse har ikke bare et personligt aftryk, men kan også spores i amerikansk politik.

Hvad blev der egentlig af woke? Og hvorfor er der så mange kvinder på arbejdsmarkedet?

I gårsdagens afsnit talte vi om den amerikanske lingvist George Lakoffs politiske metaforer. Tilbage i 1995 beskrev han konservatismen som baseret på den “strikse far”. I dag skal vi se nærmere på en af det 20. århundredes største faderskikkelser: Adolf Hitler.

I går handlede det om postmoderne fascisme. Det gør det også i dag. Vi kigger nærmere på KI-slop, fascistisk æstetik, og hvad sex har at gøre med det hele.

Gennem ugen har vi talt om “wokes” død, om den store feminisering, postmoderne fascisme og fascistisk æstetik. I dag runder vi af med en undersøgelse af nye former for sexisme og kvindehad samt den voksende anti-humanistiske bølge.

Et fåtal af danskere vælger at føde hjemme, selvom det ifølge forskningen ikke bare er sikkert, men også giver lavere risiko for komplikationer. Så hvorfor er hjemmefødsler ikke mere udbredte?

Ser man på hjemmefødselsstatistikkerne, stikker Hjemmefødselsordning Sjælland særligt positivt ud. Så hvad er det, ordningen gør rigtigt?

Selvom der er solid evidens for, at hjemmefødsler er et fornuftigt og sikkert valg, er det tilsyneladende ikke nok. Der er nemlig også behov for de gode historier.

Hvad har sladder og Michel Foucault med hjemmefødsler at gøre?

Stay calm and read Hemingway: De modne mænds vej til det gode liv.

I faderklubbens trygge rammer: Føljeton besøger Hemingway Club Hvidovre.

Var Hemingway i virkeligheden feminist?

Den enes død, den andens brød. Hemingway Club er alt det, forfatteren selv havde brug for.

Medierne udbreder islamofobisk tankegods, når de ukritisk stiller mikrofoner og spalteplads til rådighed for dubiøse debattører. Nogle gange bevidst, andre gange ubevidst. Det er ikke til at sige, hvad der er værst. Introspektion efterlyses.

Portræt af en dansker, der er vandret fra Smørum til København.

Når sproget gentages nok gange, begynder det at føles som sandhed, som sund fornuft, siger kunstneren Lina Hashim om den tiltagende hårde tone, som medierne ukritisk viderebringer. Det er Overton-vinduet, der er på spil.

Reddit er indgangsportalen til internettets både bedste og værste oplevelser. Og umulig at slippe, når først du har forvildet dig ind i dets virvar af obskure subreddits.

15 år med Snapchat. Det startede som et flygtigt helle, men er endt som et digitalt panoptikon af lokationsdata og filtreret virkelighed. Alligevel elsker vi stadig at snappe.

Mange oplever LinkedIn som falskt og performativt. Føljeton har talt med en ekspert for at undersøge, hvad vi egentlig skal med karrieremenneskernes yndlingsmedie.

Har vi helt glemt, hvordan man skammer sig i det 21. århundrede?

Har vi ikke altid skammet os? Og er skam godt, skidt eller det, der gør os til mennesker? I dag stikker vi tåen i det filosofiske ocean og møder Jean-Paul Sartres blik.

Internettets yndlingsaktivitet er udskamning. Gabestokken er gået online. I dag taler vi med den amerikanske forfatter Cathy O’Neil om, hvorfor sociale medier er skammaskiner, og hvordan vi smører maskineriet ved at udskamme hinanden på nettet.

Det er en farlig ting at være uden skam i livet. Skammen er både smitsom og selvforstående.

Rammerne udvides, og banaliteterne står på lur. Ind fra højre kommer ketsjerspillet padel og Aperol Spritz.

Trafikselskaberne ville nudge alle pendlere til at bruge en app. De skabte en modbevægelse.

Et forældremøde i folkeskolen er et studie i adfærdsregulering. Tredje og næstsidste afsnit i Oliver Stillings serie.

Oliver Stilling lukker sin serie om adfærdsregulering ned og minder om begrebets dystre sider.

Italiens lyserøde hjerte, en krigskorrespondent i de høje bjerge og historien om et løb, der samlede et land.

Lidelsens sakramente, landevejens helte og vandbærerens heroiske skæbne. En hyldest til arbejdshesten over dem alle, som stålfast sætter sig selv til side for at andre kan sejre til sidst.

Mareridt eller mirakel? Debatten om cykelsportens dataoptimering vokser i takt med den teknologiske udvikling. Forfatter Bastian Emil Goldschmidt længes mod fordums tider, mens cykelekspert Brian Nygaard minder om, at Giro d’Italia kræver mere, end data kan diktere.

La Maglia Rosa, vestjyske Vingegaard og drømmen om en historisk sejr i Rom. Kulminationen på en over hundrede år lang dansk længsel begynder og slutter (måske) før foråret er omme.

På Føljeton-redaktionen kan man ikke have undgået at høre om vores chefredaktør David Dragsteds litterære eskapader. I en tid, hvor færre og færre læser bøger, har han tygget sig igennem 104 af slagsen på et enkelt år. På gentagne opfordringer og i den snarlige sommerferies ånd har han indvilliget i at fortælle om projektet. Dette er første afsnit.

På Føljeton-redaktionen kan man ikke have undgået at høre om vores chefredaktør David Dragsteds litterære eskapader. I en tid, hvor færre og færre læser bøger, har han tygget sig igennem 104 af slagsen på et enkelt år. På gentagne opfordringer og i den snarlige sommerferies ånd har han indvilliget i at fortælle om projektet. Dette er andet afsnit.

På Føljeton-redaktionen kan man ikke have undgået at høre om vores chefredaktør David Dragsteds litterære eskapader. I en tid, hvor færre og færre læser bøger, har han tygget sig igennem 104 af slagsen på et enkelt år. På gentagne opfordringer og i den snarlige sommerferies ånd har han indvilliget i at fortælle om projektet. Dette er tredje afsnit.

På Føljeton-redaktionen kan man ikke have undgået at høre om vores chefredaktør David Dragsteds litterære eskapader. I en tid, hvor færre og færre læser bøger, har han tygget sig igennem 104 af slagsen på et enkelt år. På gentagne opfordringer og i den snarlige sommerferies ånd har han indvilliget i at fortælle om projektet. Dette er fjerde afsnit.