Torsdag den 27. november
Explaineren
Gennem ugen har vi talt om “wokes” død, om den store feminisering, postmoderne fascisme og fascistisk æstetik. I dag runder vi af med en undersøgelse af nye former for sexisme og kvindehad samt den voksende anti-humanistiske bølge.
Kære læser
Den nu 39-årige Venstre-minister Marie Bjerre havde en gylden stund i den offentlige bevidsthed henimod slutningen af 2023. Det var der, hvor partiets formand Troels Lund Poulsen ofrede hende til fordel for erhvervskvinden Mia Wagner i en dum ministerkabale, der skulle få Venstre til at fremstå om muligt endnu federe og med på beatet. På […]
Det bedste vi har set
“Begynder man med nødvendighedsaspektet, kan man stille følgende spørgsmål: Var militær magt virkelig den eneste løsning, eller kunne man ved hjælp af andre midler, for eksempel via diplomati eller gennem sanktioner, have løst den konkrete situation? Og var behovet for selvforsvar virkelig så akut, at man ville miste muligheden for at forsvare sig, hvis ikke man greb til handling nu og her?” Information fortsætter sin fortælling om den internationale retsordens historie med et kig på 1600-tals-juristen Hugo Grotius og spørgsmålet om selvforsvar.
For nylig havde The New York Times’ techpodcast Hard Fork besøg af Roblox’ adm. direktør David Baszucki. Resultatet var et bizart interview, hvor Baszucki som udgangspunkt nægtede at forholde sig til, hvordan Roblox – den ultrapopulære onlinespilplatform for børn med over 150 mio. månedlige brugere – gang på gang har fejlet hvad angår at beskytte børnene mod scammere og diverse former for grooming. I sit nyhedsbrev samler Hard Fork-medvært Casey Newton op på interviewet med en længere refleksion over, hvordan Baszuckis affejende attitude er symptomatisk for techverdenens stadig mere bekymrende skamløshed.
Charli XCX har for nylig startet sit eget Substack-nyhedsbrev og her skrevet om, hvordan det føles at være en popstjerne. Det er – som man måske kunne forvente – ret underholdende læsning: “Alle mine yndlingskunstnere er absolut ikke rollemodeller, og det ønsker jeg heller ikke, at de skal være, men måske er det bare mig. Jeg vil have hedonisme, fare og en fornemmelse af anti-establishment hos mine kunstnere, fordi jeg, da jeg var yngre, ønskede at flygte gennem dem. Jeg er ligeglad med, om de fortæller sandheden eller lyver, spiller en rolle, antager en persona eller finder på hele scenarier og verdener. For mig er det pointen, det er dramaet, det er det sjove, det er FANTASIEN.”
Spisesedlen
USA’s immigrationskontor stopper behandling af alle ansøgninger fra afghanske statsborgere efter skyderi i Washington DC.
Perus tidligere præsident Martin Vizcarra idømt 14 års fængsel for korruption.
Soldater i Guinea-Bissau siger på stats-tv, at de har taget magten i landet og afsat præsidenten.
Det Nationale Sorgcenter tilbyder nu gratis psykologhjælp til voksne i Region Nordjylland, som har mistet et nært familiemedlem.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) vil have penge afsat i det kommende medieforlig til at undersøge, om DR’s journalistik har en politisk slagside.
Politiet i Hongkong skyder skylden på usikre stilladser efter stor brand i boligblokke.
Regeringen afsætter 125-130 mio. kr. til den danske Måne-mission Máni.
Nærsynet
Presset stiger øjensynligt på statsminister Mette Frederiksen (S) efter Socialdemokratiets katastrofevalg. Meget atypisk for det normalt så topstyrede parti, er flere utilfredse byrødder i baglandet i hvert fald begyndt at tale højt om et muligt formandsskifte. Over hele landet fortæller socialdemokratiske byrådsmedlemmer til DR, at Mette Frederiksen bør tage konsekvensen af valgnederlaget og trække sig […]
Et sidste ord
Kan du blive statsborger?
Ses i morgen!





